Klange som giver velbehag

Vejle Amts Folkeblad, 2011

I Pippilottehuset i Stouby kan du prøve, hvad en omgang klangmassage kan gøre for din krop.

Der lyder en dyb gong-gong-agtig klang, da Liselotte Ravnsborg med en filtkølle slår på den metalskål, der står placeret på min ryg. Slaget får skålen til at vibrere, og det får det til at snurre let i lænden. En uvant, men yderst behagelig snurren. Lidt efter lyder endnu en dyb lyd, da hun slår på den anden skål, der står højere oppe på min ryg. Den snurrende fornemmelse breder sig til skulderregionen.

Klangene og vibrationerne i kroppen virker meget beroligende og der går ikke mange minutter, før min krop føles helt og aldeles afslappet.

Giver dyb afspænding
I et lille hus i haven bag sit hus har Liselotte Ravnsborg sin lille klinik, hvor hun blandt andet tilbyder klangmassage. Det er sådan en behandling, jeg er ved at få en smagsprøve på.

– Klangmassagen giver en smuk, æstetisk og dyb afspænding. Når man ligger på briksen, og man oplever lydene og vibrationerne, kan man ikke andet end at slappe af, forklarer Liselotte Ravnsborg.

Denne massageform kan også hos nogle afhjælpe smerter og spændinger i led og muskler.

Under klangmassagen bruger Liselotte Ravnsborg tre metalskåle af forskellig størrelse. Skålene er lavet af 12 forskellige ædelmetaller og bliver håndlavet i Tibet. De tre skåle bliver placeret på kroppen efter et bestemt system, og så slår hun let på dem med filtkøllen.

– Det er samme princip, som når en dråbe laver ringe i vand. En stor del af menneskekroppen er væske. Med klangmassage laver man ved hjælp af skålene en række svingninger i kroppen.

Gode tilbagemeldinger
Siden 2000 har Liselotte Ravnsborg haft sin egen klinik i Stouby. I starten var det almindelig massage, hun tilbød, med tiden er flere forskellige behandlingsmetoder blevet koblet på.

– Med årene oplevede jeg en tendens til, at flere og flere kom med problemer med eksempelvis stress, uro i kroppen eller søvnbesvær i stedet for eksempelvis ømme lemmer, forklarer hun.

Da hun ved et tilfælde hørte om klangmassage, blev hun straks nysgerrig og søgte mere information om denne type for behandling.

I 2006 blev hun som en af de første i Danmark uddannet som klangmassageterapeut.

– Jeg kan ikke love, at klangmassagen kan kurere noget som helst. Men jeg får jævnligt tilbagemeldinger fra klienter, som oplever en masse positive effekter af behandlingen.

Beholder tøjet på
I modsætning til en almindelig massage beholder man under klangmassagen tøjet på. Kun ur, smykker og store bælter skal af.

– For nogen kan det være en stor overvindelse at skulle tage tøjet af foran en fremmed eller at blive rørt ved af en, de ikke kender. Det kan gøre, at de ikke slapper helt af under en almindelig massagebehandling. Ved klangmassagen beholder man tøjet på, og det gør det muligt for dem at slappe helt af, siger terapeuten.

Inden selve behandlingen går i gang, lægger man sig godt til rette på en briks og bliver pakket ind med først et lagen og så et tæppe, så man ligger varmt og rart.

– Det er vigtigt, at man føler sig godt tilpas og føler omsorg, så man virkelig slapper af. Så kan man nemlig opnå det fulde udbytte af klangmassagen.

Godt mod nervøsitet
Da Liselotte Ravnsborg startede med klangmassagen, var det især kvinderne, der var glade for den behandlingsform.

– Der er efterhånden flere og flere mænd, der også tager tiden til at gøre noget godt for deres krop. Det er en rigtig positiv udvikling.

Fordi man ikke skal smøres ind i massageolie og derfor ikke har brug for et bad bagefter, kan man i modsætning til den traditionelle massage tage forbi klinikken i Stouby på vej til eksempelvis et vigtigt møde, en jobsamtale eller en eksamen.

– Det er svært at yde sit optimale, hvis man er rigtig nervøs. Klangmassagen hjælper dig til virkelig at slappe af, så du bliver klar til at præstere bagefter, forklarer hun og fortsætter:

– Efter behandlingen kan man nøjes med lige at rette på tøjet, og så er man klar til at tage videre.

Tunge lemmer
– Hvordan har du det?, spørger Liselotte Ravnsborg, da hun trækker tæppet af mig, så jeg kan rejse mig igen.

Jeg svarer hende, at jeg har det rigtig godt, men at jeg ikke lige kan forestille mig at skulle bruge mine ben til noget som helst. Sjældent har de været så tunge og afslappede, selvom jeg ikke har fået en hel behandling. Men jeg kommer dog ned fra briksen og får langsomt gang i bentøjet igen.

Da jeg kører hjem, tænker jeg ved mig selv: ”Det kunne jeg godt finde på at gøre igen.”

Vibeke Frost Oxholm
viox@vejleamtsfolkeblad.dk